Kirkegårdsvandring

Velkommen på Kettinge Kirkegård – her er masser af gode historier og finurlige skrøner at komme efter, og i dag skal du høre et lille udpluk af dem. Du står lige nu på den nye del af kirkegården. Den var i gamle dage en del af præstens have, og var udlagt til køkkenhave. Præsten tjente sin løn på sognets tiende, og har så forsynet sig selv med kartofler og gulerødder og hvad man ellers måtte have brug for i sin egen have. Det er dog de færreste præster der har brug for så stor en køkkenhave i dag, så kirkegården blev etableret på jordlodden i stedet.

Den nye kirkegård

1

Vi starter rundturen ved kirkegårdens lapidarium. Her finder vi gravsten fra gravsteder der er nedlagt, men som har nogle sten der er lidt særlige, og som vi derfor ikke nænner at skille os af med. Nogle af stenene er fredede, men ikke alle sammen. Den første vi skal møde, er Pouline Hansen. Vi kender ikke noget til hendes historie, men hendes gravsten skiller sig både ud med den fint udhuggede kvindeskikkelse og det påskrevne digt. Ud fra digtet kan vi forestille os at Pouline har haft et svært sygdomsforløb forud for sin død. Hun blev kun 23 år gammel. Digtet lyder sådan her:

Gud løste op dit smertensbånd
og livets stramme tråde
og kaldte på din barneånd
til evighedens nåde.
Nu føler du ej smertens ild
ej tårens bitre strømme.
Nu er du hos din frelser, mild
i evighedens drømme.

2

I lapidariet finder vi også Skaarup Laurs. Det er et pudsigt navn, ikke? Faktisk er det slet ikke hans navn, og det er de færreste der kan huske, hvad han faktisk hed. Navnet på stenen er hans kaldenavn, og de fleste på egnen har nok vidst hvem han var, når han blev omtalt på denne måde. Han siges nemlig at have været en lidt særlig mand – men det kan lige så vel bare handle om at han var svensker. Dem har der nok ikke været så mange af på egnen dengang han levede. Skaarup Laurs samlede sten på markerne for landmændene til daglig, og der har han garanteret gjort nytte.

3

Den temmelig svært tydelige marmorplade som står i lapidariet, er gravstenen for Provst Thomsen Gad. Han har nok også været en lidt særlig mand – temperamentsfuld, siges det, og det kan vi nok også fornemme ud fra den inskription, som findes på stenen. Der står nemlig at stenen er rejst af en del af menigheden. Og hvad så med resten af menigheden, tænker du måske. Jo, de var blevet udpantet. Det hele startede med gåseprocessen, som nærmest kan betragtes som en slags borgerkrig her i sognet. Det var blevet besluttet, at den tiende som menigheden skulle betale, ikke længere skulle bestå i en tiendedel af den høst eller den dyreavl som lokalbefolkningen havde opnået i løbet af året – den skulle i stedet bestå af et pengebeløb svarende til det samme. Måske handler det om at provsten fik væsentligt flere sukkerroer end man har brug for i en almindelig husholdning, hvem ved. Det kunne borgerne i Kettinge og Rågelunde godt forstå fornuften i – eller også fandt de sig bare i det, men i Frejlev var det anderledes. De ville under ingen omstændigheder finde sig i det, og derfor satte de sig skråt på tværs af beslutningen og endte med at tage sagen op i retten. Vi skal også forbi Frejlevbøndernes foregangsmand i opgøret lidt senere på ruten, det varer ikke længe.

4

Nu bevæger vi os videre fra lapidariet og videre ind på kirkegården. Helt henne i kirkegårdens hjørne finder vi forstander C. Sass Nielsen. Han var grundlægger af en af Danmarks største frugtplantager, beliggende på plantagevej, hvor også frugtavlsskolen blev til – det var hér han var forstander. På gravstedet findes også hans datter og svigersøn, Glarbo, som overtog plantagen efter ham. I dag er den stort set nedlagt.

5

Den næste vi skal møde er Sverre Elm. Han var skolelærer på Frejlev Østre skole, og han har med sikkerhed også været sådan en, der er blevet talt om i lokalmiljøet. Han siges at have taget sygesengen med ned i undervisningslokalet og undervist fra den, på en dag hvor han var syg, men ikke har kunnet melde sig syg, for hvem skulle dog overtage for ham? Det lyder nu temmelig dedikeret.

6

Her i kirkegårdens hæk finder vi August Petersen. Han var biavlslærer, men vi ved faktisk ikke mere om ham. Han må dog have gjort et stort indtryk på sit korte liv, nu hvor Danmarks biavlere har valgt at få sat en så fin mindesten efter ham.

7

Og nu tilbage til dramaet: Mads Bille var den Frejlev-bonde, som gik først i kampen mod provst Thomsen Gad. Han var leder af bylavet og ville under ingen omstændigheder betale sin tiende som et pengebeløb. Mads Bille var gårdejer på Holmagergaard.

8

Helt ovre i hjørnet finder vi stenen fra et barnegravsted. Der er påskrevet “sov sødt lille Poul”, men vi ved ikke mere om hverken Poul eller hans familie. En sten der minder lidt om denne, kan også findes på kirkegårdens nordside – her er figuren på toppen dog knækket af og står foran gravstedet. På det gravsted står stenen til minde om ”Gode lille Jørn”.

9

I den sidste del af den nye kirkegårds hæk finder vi gårdmand Jørgen C Paulsen og hans kone Karen Hansdatter. Ud fra navnene kan vi regne ud, at det i deres livstid var almindeligt for en kvinde at beholde sit fødselsnavn, som var givet på baggrund af hendes faders fornavn Først senere er vi begyndt at tage fælles familienavne i forbindelse med vielser. Bemærk i øvrigt den lille inskription øverst på stenen ”GMD” – det er forkortelsen for gårdmand. Den findes måske også andre steder på kirkegården – prøv at holde øje.

10

Vi skal nu møde nogle af kirkens tidligere præster. Først i rækken finder vi Hans Skovgaard, som var sognepræst fra 1902 til 1919. Han var ridder af dannebrog, hvilket kan aflæses af stenen, men hvad der ikke står på stenen, er et gammelt rygte: Pastor Skovgaard siges at have haft sygdom, så han indimellem faldt i søvn under salmerne, siddende i præstestolen. Så måtte graveren eller en kirkegænger vække ham, så han kunne gennemføre resten af gudstjenesten.

11

Den næste præst i linjen er Povel Høy Blicher, som var sognepræst fra 1879-1901. Han var gift med Thora F. Schwartz, som har fået det rygte, at hun var meget ivrig efter at skulle bo i en præstegård der svarede til bispegården i Nykøbing F. Den skulle dog være endnu større! Derfor er Kettinge Præstegård én meter længere end bispegården i Nykøbing. Du kan også finde Povel Blicher og Thora Schwartz på inskriptionspladen over præstegårdens hoveddør, hvor de tager æren for opførslen af præstegården.

Den gamle kirkegård

Nu bevæger vi os videre til kirkegårdens gamle del. Her er kirkegården også blevet større gennem tiden, og hvis du holder øje med stendiget i modsatte ende af kirkegården end der, hvor du kom ind, kan du få et nogenlunde billede af hvor langt kirkegården strakte sig i sin originale udstykning. Ud mod vejen har der tidligere ligget et hus ved siden af det, vi kender som Kastanjely – lige på Aalholms gravsted, som vi skal se på lidt senere. Først er der nogle gravsteder vi skal forbi.

12

Den første vi møder er kirkegårdens sidste præst. Det store kors på gravstedet er senere tilføjet, mens den hvide marmorplade, som også har oplevet noget slid ligesom gravstenen til provsten, vi mødte tidligere. Aage Gottlieb var sognepræst i sognet fra 1919 til 1935. I højre side finder vi hans kones gravsten.

13

Vi skal også besøge Arne Heyn, som er egnens mest omtalte lokalhistoriker. Han har skrevet bogen ”Landsbyen uden præst og herremand” om Frejlev, som ligger til grund for mange af de fortællinger du hører om Frejlev i dag. Arne og hans kone Margareta har desuden en datter, Eva Heyn, som i dag er præst på Falster.

14

Den næste du skal høre om, ligger faktisk slet ikke på det gravsted vi kigger på. Olaf Rude, som er søn af Axel og Elise Rude, blev født i Estland men flyttede senere til Kettinge på gården Borretlund, selvom familien oprindeligt kom fra Kerteminde. Olaf Rude er interessant, fordi han var kunstmaler og har malet to billeder til folketingssalen af et egetræ som står ude på Skejten. Det siges, at de køer Rude malede på billedet, alle var røde køer som man kender dem fra den østlige del af Danmark, men da de skulle op i Folketingssalen blev den jyske del af befolkningen lettere utilfredse over slet ikke at være repræsenteret. Derfor blev nogle af køerne malet sortbrogede, så de bedre kunne forholde sig til billedet.

15

Vi skal også forbi et par lokale kendinge på vores rute. Her møder vi borgmester Bent Bille-Hansen og hans kone Vibeke Bille-Hansen. Vi har taget afsked med dem begge for nyligt, men Bent Bille-Hansen har gjort et stort indtryk på lokalområdet, på grund af sin imødekommende facon. Han lod ikke den flotte titel stige ham til hovedet, men tog sig altid tid til at tale med dem, der havde noget at sige til borgmesteren.

16

Her møder vi for eksempel Lars Peder Rasmussen, som oprettede Frejlev Arkivet. Han gik op i vores lille lokalsamfund med liv og sjæl, og har indsamlet store mængder af billeder, historier og genstande på arkivet. L. P. havde ikke nogen børn, og donerede derfor sin arv til netop Frejlev Arkivet, så det kunne opretholdes efter hans bortgang. Han købte desuden selv sin gravsten inden sin død, så stenen ser ud præcis som han selv ønskede det.

Lige overfor finder vi Grønberg Mortensen. Han var en lokal buschauffør, som gennem tiden har kørt mange sportsfolk fra sted til sted og i øvrigt kørte bussen til knækkerygmarchen i mange år. Børn elskede især at køre med ham, fordi han var den eneste chauffør der lod dem spise is og grillpølser i den gamle bus.

17

Endnu et bemærkelsesværdigt gravsted er gravstedet for gårdejer og sognefoged Nymann. Gravstedet har oprindeligt været et andet sted, men er blevet bevaret på grund af den fine indhegning. Hvis du skulle være i tvivl, så er en sognefoged en form for politibetjent, som sørgede for at opretholde lov og orden i sognet.

18

Sophie Amalie Winther f. Blicher har også en fin historie til sit navn. Hendes søn var venner med præst og modstandsmand Kaj Munk, idet de havde læst teologi sammen. Sønnen fik embede langt væk fra Kettinge, og derfor havde han ikke mulighed for at komme hjem for at deltage i begravelsen, da hans mor døde. Kaj Munk kom derfor til begravelse i stedet for sønnen. Til historien om Kaj Munk og vores lokalområde er det også værd at nævne, at den blå anemone siges at komme oppe fra Hestekoblet – altså det stykke af skoven som ligger lige inden Fuglsang Kunstmuseum, når man kører herfra og mod Nykøbing. Kaj Munk havde familie som boede i Skovly, en af husene som ligger på den samme strækning, og det var i forbindelse med et besøg hos dem, at han gik tur i skoven og medbragte anemonen til sit hjem i Vestjylland, hvor han var præst.

19

Vi skal også et smut forbi Diderichsens familiegravsted. Diderichsen ejede gården der lå på kirkens andet hjørne, modsat Kastanjely. Gården blev revet ned for få år siden, da jorden var solgt fra og gården kom i overskud.

20

Der er flere familiegravsteder her på kirkegården. Dette gravsted blev rejst til Abraham Frederiksen og hans familie. I begyndelsen af 1900-tallet tog Abraham til Nebraska for at grave guld og han var heldig, for da han kom hjem 10 år senere havde han ganske dybe lommer. Abraham købte en gammel gård på Plantagevej der hedder Frederikseje, rev den ned og byggede så mellem 1922 og 1926 den gård der ligger der i dag. På graven ligger også Abrahams søn og barnebarn der begge arvede og boede på gården.

21

Bodil Aalborg, som har gravsted her, var formand for menighedsrådet i næsten tredive år. Efter hende var der for en kort periode på omtrent halvandet år med en anden formand, hvorefter menighedsrådets nuværende formand, Erik Lang overtog posten. Det kan være, at han stræber efter at udfordre hendes titel som den måske længst siddende formand i menighedsrådet her på stedet.

22

Nu skal vi helt ned i det fjerneste hjørne af kirkegården, som ligger klos op ad Kastanjely. Her finder vi Aalholms gravsted, og dem vi møder her, kommer faktisk slet ikke fra den oprindelige Raben-Levetzau slægt. Den uddøde nemlig, og derfor kom en anden gren af familien med Frederik Christopher Otto i spidsen og overtog navn og ejendomme. Den nye familie tilførte Lekkende og Beldringe godser til det samlede areal. De ejede 12 kirker, heriblandt Kettinge Kirke, og havde i den forbindelse kalderet til præsterne – så de kunne altså bestemme hvem der skulle være præster hvor. Engang besluttede familien sig for at købe nye orgler til samtlige af deres kirker, og derfor satte man gang i noget nær en masseproduktion af Gregersenorgler. I dag er de fleste blevet kasseret, fordi de både er små og lidt besynderligt bygget, men det i Kettinge Kirke står der endnu – og det er både godt og ondt, for at sige det ligeud. Raben-Levetzau-slægten skilte sig af med deres kirker i løbet af 1800-tallet, men beholdt Kettinge Kirke som den sidste indtil for cirka tredive år siden. Frederik Christopher Otto Raben Levetzau fik lov til at kalde sig for greve, selvom ejendommen egentlig var for lille. Denne titel frasagde han sig dog da han blev udenrigsminister.Efter F. C. O. overtog den næstældste søn, Johan Otto Raben-Levetzau som baron – han fik ikke lov til at kalde sig greve, men kongen mente dog alligevel at han havde ret til en titel. Den sidste i Raben-Levetzaus række af ejere af Aalholm er John Otto Raben-Levetzau, Johan Ottos søn. Kort inden Aalholm Slot blev solgt, solgte han ud af slottets inventar. Noget af inventaret står stadig i kirken i dag – blandt andet det store skab i sakristiet og de grønne velourstole i adlens bås forrest i kirken. Læg i øvrigt mærke til den sten, som ligger i græsplænen lidt væk fra de store marmorsten. Her ligger John Otto Raben-Levetzaus svigerforældre.

Tak

Vi er nu ved vejs ende, og I har mødt en del af de særlige personligheder som hviler her på Kettinge Kirkegård. Der er mange flere sjove og skønne historier at finde, og hvis du ved noget mere om nogen af dem, vi har nævnt, eller mener at vi har overset en helt særlig person, så håber vi at du vil sige det til os. Så kan vi få samlet så mange af de gode historier fra vores lokalsamfund som muligt, og sørge for at de historier, der er værd at huske, ikke bliver glemt.

Tak fordi du ville følges med os.